On Wed, 26 Aug 2015 14:08:18 +0200, Jørgen Farum Jensen
Post by Jørgen Farum JensenWauuv! Vrøvlet antager nye højder af forvridning
af det engelske sprog.
Hvad nytte kan nogen have af sådan en udgydelse?
Hvorfor indrømmer du ikke bare, at du ikke fattede en pind af, hvad
der blev sagt :) Du har simpelthen ikke hjerne til det.
Den vediske filosofis seks systemer (Nyaya, Vaisesika, Sankhya, Yoga,
Mimamsa og Vedanta) sammenstillet af Suhotra Swami.
Introduktion
Ordet Veda betyder viden. I den moderne verden bruger vi ordet
Videnskab for at angive den autoritative viden, hvorpå menneskehedens
fremskridt hviler. For menneskene i oldtidens Bharatvarsha (Indien og
omegn) havde ordet Veda en dybere mening, end ordet videnskab har for
os i dag. En grund hertil er, at den gang begrænsede videnskabelig
undersøgelse sig ikke kun til den verden, vi kan opfatte gennem de
fysiske sanser. En anden er, at menneskelige fremskridt ikke
begrænsede sig til en omfattende teknologisk udnyttelse af naturen. På
den vediske tid var videnskabens primære fokus og formål det evige;
det var i ringere grad det forbigående; fremskridt var ensbetydende
med åndelig udvikling stilet mod sjælens befrielse fra dens fangenskab
i den midlertidige fysiske natur, der tilligemed er fuld af uvidenhed
og lidelse.
Vedisk viden kaldes apaurusheya, hvilket angiver, at der ikke er tale
om menneskeskabt viden. Vedisk viden blev åbenbaret ved kosmos'
begyndelse i hjertet på Brahma, den lotusfødte halvgud fra hvem alle
universets livsformer nedstammer. Brahma videregav denne viden i form
af shabda (åndelig lyd) til sine direkte sønner, der er berømte
vismænd på højere planetsystemer, såsom Satyaloka, Janaloka og
Tapoloka. Disse vismænd overleverede den vediske shabda (lyd eller
sprog) til disciple over hele universet, herunder oldtidens hellige
mænd på Jorden. For fem tusinde år siden sammenstillede den store
vediske autoritet Krishna Dvaipayana Vyasa shabdaen i sanskrit
tekster (shastra), hvilke i dag under et kendes som Vedaerne.
I oldtidens Indien, var vedastudier forbeholdt braminerne (den
præstelige og intellektuelle gruppe). Uddannelsen i vedisk kundskab
var inddelt i fire trin svarende til den braminske kulturs fire
ashram'er (brahmachari, eller studenter-ashrama; grihastha, eller
husholder-ashrama; vanaprastha, eller det tilbagetrukne livs ashrama,
samt sannyasa, eller det forsagende livs ashrama). Det første trin på
lærdommens vej var at lære den vediske samhita udenad. Denne består af
20.000 mantra'er (vers) opdelt i fire sektioner - Rig, Sama, Yajur og
Atharva - som synges af præster i offerritualer til ære for Det
Højeste Væsen i Hans forskellige aspekter.
(red: Husk på dette skete udelukkende gennem sproget. På det tidspunkt
var der ikke behov for det skrevne ord.)
Det andet trin var, at beherske Veda'ernes Brahman inddelinger, hvori
ritualer til fuldbyrdelse af pligter overfor familie, samfund,
halvguder, vismænd, andre væsener og den Højeste Herre beskrives. Det
tredje trin bestod i at mestre Aranyaka inddelingen, der forbereder
den tilbagetrukne husholder på fuldstændig forsagelse. Det fjerde trin
var, at beherske Upanishaderne, der fremlægger filosofien om den
Absolutte Sandhed for dem, der søger udfrielse fra fødsel og død.
De tekster, der studeres i den formelle vediske uddannelse, kaldes
under ét shruti-shastra, dvs. skrifter der høres af braminerne. Men
shruti-shastra er ikke et og alt i den vediske litteratur. Chandogya
Upanishad 7.1.12 erklærer, at Purana'erne og Itihasa'erne udgør
Veda'ernes femte afdeling. Purana'erne og Itihasa udlærer den samme
viden som de fire Veda'er, men er illustreret og dramatiseret med
udtømmende historiske fortællinger. Den femte Veda kendes som
smriti-shastra (skrifter der huskes). Det var tilladt ikke-braminer at
studere Smriti-shastra.
Traditionelt blev vedisk visdom formidlet via seks forskellige
åndsretninger hver fra deres filosofiske perspektiv. Hvert af disse
perspektiver (eller darshana'er) er tilknyttet en berømt vismand, der
er forfatter til en sutra (kode), der udtrykker essensen af hans
darshana (filosofi). Vyasas Vedanta-sutra, der omhyggeligt gennemgår
og bedømmer den vediske filosofis seks systemer (så vel som andre
filosofier), udgør efter shruti- og smriti-shastra den tredje store
samling indenfor vedisk filosofi, der undet ét kaldes nyaya-shastra
(skrifter om filosofisk ordstrid)
Disse shad-darshana'er (seks filosofiske anskuelser) er: Nyaya
(logik), Vaisesika (atomteori), Sankhya (analyse af stof og ånd), Yoga
(selverkendelsens disciplin), Karma-mimamsa (videnskaben om
handlingernes resultater) og Vedanta (Gudserkendelsens videnskab)
Shad-darshana'erne kaldes astik-filosofier (fra asti eller 'det er
sådan'), fordi de alle anerkender Veda'erne som autoritet, i
modsætning til charvaka'ernes dvs. buddhisternes og jainisternes
nastik-filosofier (nasti, 'det er ikke sådan'), der forkaster
Veda'erne. Begyndende med Nyaya giver Shad-darshana'erne fra hver
deres vinkel en videreudviklet, omfattende forklaring af den vediske
videns forskellige aspekter. Nyaya fastlægger reglerne for filosofisk
debat, og etablerer diskussionens grundlæggende emner: den materielle
verden, sjælen, Gud og befrielse.
Vaisesika gør brug af Nayaya'ens eller logikkens metode i en dybere
analyse af den materielle eksistens' forlegenhed ved at vise, at de
synlige materielle former, til hvilke vi alle er så knyttede, til
sidst nedbrydes til usynlige atomer. Sankhya udvikler denne analytiske
proces videre til at hjælpe sjælen til endeligt at hæve sig over
stoffet. Gennem Yoga opvækker sjælen sit medfødte åndelige syn, for
derigennem at kunne se sig selv hindsides materien. Karma-mimamsa
leder sjælen til den vediske ritualismes mål. Vedanta fokuserer på det
højeste åndelige mål som udlært i Upanishaderne.
Oprindelig udgjorde de seks darshana'er en samlet forståelse af
Veda'erne. Man kan sammenligne det med fakulteterne på et moderne
universitet. Men med kaliyugas (stridens tidsalders) begyndelse blev
darshana'ernes lærde uenige og stridbare. Nogle begyndte endog at
misfortolke vedisk filosofi i selvisk øjemed. For eksempel blev
Karma-mimamsa (som omkring år 500 f. k. var blevet braminernes førende
filosofi) misbrugt af blodtørstige præster til at retfærdiggøre
masseslagtning af dyr i vediske ofringer. Men med opgangen af en
indtil da ukendt ikke-vedisk religion blev Karmamimamsa'ens magt
udfordret.
Denne nye religion var buddhismen. Omkring år 250 f. k. var
Karma-mimamsa'ens og andre darshana'ers indflydelse betydeligt
svækkede. Da Kong Ashoka indførte Buddhas lære som statsreligion i sit
rige, opgav mange braminer vedisk lærdom for i stedet at lære og
undervise i nastika begreberne ahimsa (ikke vold) og sunyata (tomhed)
(Red: grundlagene for Buddhas lære).
Buddhismen på sin side blev fordunklet af vedantisten Shankaras lære,
der genoplivede den vediske kultur over hele Indien i det syvende
århundrede efter Kristus. Men Shankaras særlige udformning af Vedanta
var selv påvirket af buddhismen, og repræsenterer ikke nøjagtigt den
oprindelige Vedanta-darshana, som Vyasa lærte (hvilket vil blive mere
detaljeret behandlet i det sidste kapitel).
Efter Shankara blev Vedanta forædlet af berømte læreres (acharya'ers)
åndsretninger heriblandt Ramanuja og Madhva. Efter at have skilt sig
af med den bagage, der bestod af Sankaras krypto-buddhisme, nåede
vedanta filosofferne nye højder af dialektisk raffinement, der er
blevet værdsat af mange vestlige intellektuelle.
Det er gennem de vigtigste vedanta-skolers (sampradaya'ers) dialektik,
at studerende bedst kan se den vediske filosofis seks systemer "i
funktion". I dialektisk Vedanta, bruges argumenter fra Nyaya,
Vaisesika osv., for 1) at vise at Vedanta er den mest udtømmende
darshana, og 2) at præcisere de stridsspørgsmål der opstår mellem de
forskellige skoler af Vedanta selv. Vedantisk dialektik repræsenteres
i acharya'ernes (de åndelige mestres) bhasya'er (kommentarer) og deres
disciples tika'er (under-kommentarer). Alle mulige filosofiske
holdninger, herunder nogle der i påfaldende grad minder om europæiske
filosoffers idéer, bliver heri fremlagt, analyserede og tilbagevist.
Studiet af den vediske filosofis seks systemer udgør i sig selv en
form for yoga: jñana-yoga, den teoretiske kundskabs yoga. Men fra
jñana (teoretisk viden) må man komme til vijñana, dvs. praktisk
erkendelse af den endelige sandhed.
Shad-darshana er seks grene af teoretisk dialektik (sastrata) der
ligesom et træs knastede grene vender og drejer sig fra tese
(purvapaksha) til antitese (uttarapaksha) til syntese (siddhanta). Men
summen af den filosofiske ordstrids veje er ikke i sig selv den
Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed, der er transcendental,
bliver kun indirekte indrammet af jñana'ens grene, ligesom den
opgående fuldmåne kan indrammes af et træs grene. En ven, der gerne
vil have, vi skal se månen, kan indledningsvis pege på dette træ.
Dette kan sammenlignes med kundskabens indirekte eller teoretiske
niveau. At se månen direkte er vijñana.
Der er en ligefrem vej til vijñana eller realiseret kundskab. Det
forklares i Mahabharata, vana-parva 313.117: "Tørre argumenter er
utilstrækkelige. Filosoffer er kendte for deres indbyrdes uenigheder.
Studier af Vedaernes grene fører ikke til korrekt forståelse af
dharma. Sandheden er gemt i hjertet på det selverkendte menneske. Man
bør derfor følge den vej, sådanne store sjæle har anvist."
Sanskrit ordet acharya udledes fra achara 'adfærd'. Vedantas store
lærere (acharya'erne) var meget mere end blot teoretikere; gennem
deres eksemplariske Gudsbevidste adfærd viste de vejen til praktisk
transcendental erkendelse. Dette er vejen fra jñana til vijñana. I
Indien er sampradaya'erne (vedanta skolerne eller discipelrækkerne),
der blev etablerede af de store acharya'er, bastioner for sadachara,
åndeligt liv. Elever, der optogs i disse skoler, udviklede
guddommelige egenskaber - renlighed, askese, sandfærdighed og
barmhjertighed - foruden hvilke guddommelig viden ikke kan manifestere
sig. Renlighed ødelægges af utilladt sex, askese ødelægges af
beruselse, sandfærdighed ødelægges af hasardspil og barmhjertighed
ødelægges af kødspisning.
Den, der ikke kan lægge bånd på disse vaner, har ingen ret til at
kalde sig Vedantist eller yogi. Nu om dage er der megen begejstring
omkring teoretisk yoga og mysticisme, men med mindre man følger
sadachara'ens vej, som de er fastlagt af acharya'erne, vil ens
efterforskning af indisk åndelighed være som at slikke ydersiden af et
glas med honning: den højere smag (param drishtva) vil mangle.
Brahma-Madhva-Gaudiya Sampradaya'en (skolen eller discipelrækken)
indførte før første gang uforfalsket Vedanta teori og praksis i vesten
i 1966, da Acharya Shri Shrimad A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada
åbnede den første gren af det Internationale Selskab for
Krishnabevidsthed (ISKCON) i New York. ISKCON har i dag centre over
hele verden. Denne bog (tekst) er blot en introduktion til vedisk
filosofi. De, der gerne vil udøve denne filosofi i praksis og erkende
vedantas mål - det Højeste Evige Væsens form, bør sætte sig i
forbindelse med ISKCON.
Fælles træk hos de seks systemer inden for vedisk filosofi.
Det er allerede blevet forklaret, at Shad-darshana (de 6 vediske
filosofier) accepterer Veda'ernes autoritet, og således klassificeres
de som astika filosofier. Hver darshana blev kodificeret af en stor
vedisk vismand - Nyaya udlærtes af vismanden Gautama, Vaisesika
udlærtes af Kanada, Sankhya udlærtes af Kapila, Yoga af udlærtes af
Patanjali, Karma-mimamsa udlærtes af Jaimini og Vedanta udlærtes af
Vyasa.
Eftersom vismændene hentede deres argumenter fra samme kilde - de
vediske skrifter - deler deres respektive darshana'er mange af de
samme grundlæggende filosofiske principper. For eksempel: selvet
forstås som et individuelt åndelig væsen, der af natur er evig
bevidsthed; selvet får en række fysiske kroppe gennem reinkarnation
under karma'ens (handlingernes) lov; selvet lider på grund af sin
kontakt med materien, og endeligt: lidelsens afslutning er filosofiens
mål. En person, der tilslutter sig et hvilket som helst af de seks
systemer overholder den samme sadhana (daglige ritualer og meditation)
som tilhængere af de andre systemer. Sadhana består af de
grundlæggende øvelser for renselse og selvbeherskelse, der er
fundamentet for braminsk kultur.
De vigtigste filosofiske forskelle mellem systemerne vil blive
opsummerede i det sidste kapitel, der omhandler Vedanta.
Have a look at my art -
http://youtu.be/e_ejv98XyL8 - Nature
http://youtu.be/eaQ0swHmvrA - Birdy
http://youtu.be/2uRbsf9Vzg8 - Sudder street
http://youtu.be/YHcWgSevItk - Poster Boy
http://youtu.be/5_Q4HgqOVK4 - Microbes
http://www.touchtalent.com//artist/118705/jahnu-das